Jeg vil opleve noget nu!

Published on:

Jonas Kirkegaard er Managing Director i MKTG Aarhus. Her arbejder han til daglig med en række af husets kunder i målet om skabe både fysiske og virtuelle oplevelser, som skal knytte forbrugere og brands tættere sammen. I denne artikel vil Jonas reflektere over vigtigheden af oplevelser i en tid, hvor vi ikke kan mødes fysisk.

Når man arbejder med at skabe oplevelser mellem brands og forbrugere, som i langt de fleste tilfælde kræver en afstand på betydeligt mindre end 2 meter mellem mennesker, er man selvsagt udfordret i en tid som nu. Da samfundet lukkede ned, rev det på mange måder tæppet væk under det meste af oplevelsesindustrien – herunder sport, musik, kultur og andre sociale samlingspunkter, hvor mange brands normalt møder forbrugerne gennem oplevelser.

Det paradoksale er, at aflysningen af stort set alle sociale aktiviteter i danskernes liv, har medført, at behovet for at opleve noget nok aldrig har været større end netop nu. Det giver både håb for fremtiden, men kalder også på kreativitet i både idé og eksekvering af oplevelser mellem brands og forbrugere.

Velkommen til den virtuelle tidsalder 

Over de sidste mange uger har vi set et utal af aktiviteter og kreative påfund i forsøget på dels af holde hjulene i gang, men også på at skabe oplevelser sammen, men hver for sig. Royal Unibrew har afholdt Danmarks største virtuelle ølsmagning i samarbejde med en række lokale bryggerier, vi har sunget fællessang og været til virtuelle koncerter afholdt af kunstnere i samarbejde med brands som bl.a. Soundboks og B&O, og senest er der opstillet store scener, hvor vi som taget ud af Disneys Cars i vores biler kan dytte, blinke med lyset og vippe med vinduesviskerne som hyldest til alt fra musikere til komikere. 

Selvom der er dukket flere fysiske arrangementer op, hvor vi på behørig afstand af hinanden kan dele en oplevelse, er der ingen tvivl om, at corona-krisen for alvor har ført os ind i den virtuelle tidsalder. Jovist var vi digitale inden krisen, men vi var på ingen måde virtuelle.

I det virtuelle ligger en grundpræmis om at imitere virkeligheden og skabe en følelse af nærvær og tilstedeværelse, også selvom vi ikke er til stede fysisk. Lige nu er danskerne, og resten af verden for den sags skyld, derfor på mange måder i gang med en live generalprøve på, hvordan vores verden og omgang med hinanden vil se ud i fremtiden, og den er i høj grad båret af virtuelle elementer og oplevelser.

For bare et halvt år siden var der mange, der grinede af VR-teknologien, men mon ikke det ser anderledes ud om bare få måneder. Til den tid vil vi for alvor opleve behovet for at være til stede og opleve følelser som nærhed, glæde, og begejstring men stadig mangle arenaer, hvor det kan udfolde sig. Vi ser allerede nu teknologi og software, der muliggør tilstedeværelse og interaktion i forbindelse med bl.a. sport, som vi i den grad kommer til at savne i år.

Det er altså afgjort muligt at skabe oplevelser for sine forbrugere i en virtuel kontekst, og selvom eksekveringen og platformen er anderledes, så er grundvilkårene for den gode oplevelse de samme. Det handler fortsat om at skabe den rigtige oplevelse til de rigtige mennesker i den rigtige kontekst. Konteksten rammer er for mange markant anderledes, men grundarbejdet og vigtigheden af at designe sin oplevelse baseret på indsigter om målgruppen har ikke ændret sig.

Tryk avler modtryk 

Det er et grundvilkår i al samfundsudvikling, at en strømning i én retning nærmest per automatik fremtvinger en anden strømning i den modsatte. Således også i en karantæne og forbudstid, hvor mange af vores normale handlemønstre, vaner og forbrug er sat på pause og i yderste grad kriminaliseret. I sådan en situation er vi som små børn – når noget er forbudt, får vi næsten endnu mere lyst til at gøre det. Og i den indsigt gemmer der sig et unikt kommercielt potentiale. 

Behovet for social kontakt og mellemmenneskelig interaktion ligger dybt i vores DNA, og selvom vi taler om at vende tilbage til en ny virkelighed, så er behovet for genkendelighed og elementer af den hverdag vi kendte til før corona i høj grad til stede. Den aktivistiske forbruger var i fremmarch allerede inden krisen og i bestræbelsen på at vende tilbage til en ’normal’ hverdag, er der en oplagt mulighed for at indtage en position som facilitator for mere transformerende oplevelser for forbrugerne.

Vi er i gang med en social evolution i lyntempo, og forbrugerne er måske mere klar end nogensinde før til at tage et aktivt ansvar. Men som med alt andet er der brug for rammer og guidance, og her spiller brands en afgørende rolle.

Nu mere end nogensinde er det altså vigtigt at skabe, opretholde og drive oplevelser og interaktion mellem brands og forbrugere. Det er et oplagt tidspunkt at teste, lære af og gentage initiativer, der inviterer til engagement og interaktion med en befolkning, som afgjort vil bevæge sig mod de brands, der evner at skabe meningsfulde oplevelser. Lad os derfor sammen skabe oplevelser for forbrugerne og udnytte de muligheder, som også er opstået i denne ellers så mærkværdige tid.

Jonas Kirkegaard

Jonas Kirkegaard
Managing Director, MKTG

LinkedIn